4. sep. 2012

Optakt herreligaen 12/13 del 2 af 3


Det har været en hektisk sommer i den bedste håndboldliga i Danmark. Det vi husker bedst er selvfølgelig AG Københavns konkurs og dens efterspil. Det har medvirket til en stor rotation blandt mange af de bedste spillere i Danmark.


I denne blog vil jeg forsøge at tage et kig i krystalkuglen og komme med mit bud på, hvordan sæsonen 12/13, bliver for holdene i den bedste danske række. Derudover vil jeg komme ind på spiller til- og afgange og hvordan de generelt er kommet ud af dette transfervindue.

Jeg vil dele min blog op i tre dele, hvor dette er anden del.

Alle tilgange og afgange er taget fra hbold.dk pr. 31/8.

Følg mig gerne på twitter - https://twitter.com/HANDBALLDK, hvor der bl.a. vil blive linket til den næste blog i rækken.

9. plads (nedrykningspil)

Navn: Ribe-Esbjerg  
                                                                 
Hjemmebane: Ribe Fritidscenter og Esbjerg Stadionhal

Tilgange:
Philip Holm (Skjern Håndbold)
Kasper Larsen (Århus Håndbold)
Henrik Storm Pedersen (SønderjyskE)
Jonas Langerhuus (KIF København)

Afgange:
Søren Olsen (TM Tønder)

Holdets profil: Kasper Larsen

Nick Rasmussens tropper er sammen med TMS Ringsted de to eneste hold, som ikke spillede i ligaen i sidste sæson. Ribe-Esbjerg havde en suveræn sæson i 1. division, hvor det blev til 24 sejre og kun 2 nederlag. Esbjergholdet har ikke været meget aktive på transfermarkedet, og holder fast i sin succesrige trup fra 1. division. Mest nævneværdigt er nok deres indkøb af Kasper Larsen, som tidligere har vist sit høje, høje niveau i toppen af dansk håndbold. Derudover har de hentet talenterne Phillip Holm og Jonas Langerhuus, som begge – hvis de kan slippe for flere skader – kan blive aktiver for Ribe Esbjerg. Henrik Storm Pedersen vender tilbage til Ribe Esbjerg efter kun 1 år i SønderjyskE, og som med Langerhuus og Holm så handler det også for Pedersen at undgå flere skader, så han kan bruges som supplement til Jeppe Riber på venstre fløj.

Ribe-Esbjerg har en god stamme af tidligere Skjern spillere, i Dennis Mathiasen, Jeppe Riber, Simon Krogh, Mads Jepsen, Phillip Holm som alle har været på kontrakt i Skjern Håndbold. Derudover har både Langerhuus og Bach også spillet ungdomshåndbold i Skjern.

Jeg tror de fleste i håndboldmiljøet er enige når jeg siger: Ribe Esbjerg rykker ikke ned. Det er de simpelthen for stærke til. Derimod bliver det en sej kamp for Esbjerggenserne at komme i det eftertragtede slutspil. For at det skal lykkedes, så kræver det, at deres vigtigste spillere undgår skader og at Kasper Larsen spiller op til det niveau han tidligere har vist.

Ribe-Esbjerg har haft en blandet opstart, som har budt på alt fra 15-måls nederlag til Viborg til 5-mål sejr over SønderjyskE og 1-måls nederlag til Skjern.

Forventning: 9. plads
Supersæson: Slutspil (top8)

8. plads (slutspil)

Navn: Skanderborg Håndbold     
                                         
Hjemmebane: Morten Børup Hallen & Forum Horsens

Tilgange:
Michael Pedersen (Skive fH)
Mads Bjørn Eriksen (SønderjyskE)
Andreas Lønberg (GOG)
Kristian Stoklund Larsen (Fredericia Håndbold)
John Boye (HC Fyn)
Andreas Oliver Møller Bjerre (Fredericia Håndbold)
Kenneth Peters (SønderjyskE)
Simon Søllingvraa (Brabrand)
Andreas Holst Jensen (Egne rækker)

Afgange:
Jonas Langerhuus (KIF København)
Henrik Sloth (Stopper karierren)
Gustaf Samuelsson (?)
Jesper Sørensen (HC Midtjylland)
Mattias Suhr (Odder Håndbold)
Nichlas Bruselius (Vejle Håndbold)
Kevin Fisker (?)
Casper Søegaard Larsen (Stoholm Håndbold)
Jacob Troelsen (HC Midtjylland)
Benjamin Jakobsen (Bjerringbro-Silkeborg - endt lejemål)

Holdets profil: Michael Pedersen

Jesper Holms drenge er for andet år i træk at finde i den bedste herrerække i Danmark. Efter en god sæson sidste år, hvor de overraskede mange ved at ende på 11. pladsen, tror jeg faktisk de kravler endnu længere op. Der har været stor aktivitet på transfermarkedet i Skanderborg, hvilket har betydet at der er kommet hele 9 nye spillere ind, mens der er gået 10 den anden vej. Det skal dog siges at mange af spillerne er unge spillere, som endnu ikke har haft en afgørende rolle på ligamandskabet. De har i Henrik Sloth mistet den tidligere DM-vinder, samt en masse erfaring. Han har virket som en meget vigtig figur for Skanderborg, da han kunne tilføje et ellers meget ungt hold en masse erfaring. Af indkøb er kommet bl.a. Michael Pedersen fra Skive, som jeg tror, kan blive en stor gevinst for Skanderborg-drengene.

Der er sikkert mange som vil mene at Skanderborg kommer til at kæmpe om nedrykning, men det tror jeg ikke på. De har en bred trup, hvor mange unge spillere er klar til at gribe chancen. De har tilmed fået den talentfulde Andreas Væver tilbage på venstrefløjen, som hvis han kan holde sig skadesfri, kan gå hen og spille en afgørende rolle. Michael Pedersen, som er kommet fra Skive fH, har allerede i opstarten vist, hvorfor han kan blive et aktiv for Skanderborg med bl.a. hans 8 mål storsejren over TMS Ringsted i pokalen. Derudover har Skanderborg i den tidligere pokalfighter, Kasper Povlsgaard, en dygtig stregspiller, som nok skal komme til at score sin andel af mål for østjyderne.

Skanderborg har i Morten Børup Hallen ligaens mindste hal, og har grundet økonomien været nødt til at flytte mindst 8 af hjemmekampene til Forum Horsens. Morten Børup Hallen har altid været kendt for at skabe en intens stemning, hvor oftest flere hundrede college-elever gør livet svært for modstanderne. Skanderborg har ofte har hentet point ved hjælp af ovennævnte, så det bliver spændende at se hvordan de vil klare sig i Forum Horsens.

Skanderborgs opstart har været god, med bl.a. sejre over Ribe-Esbjerg og storsejren på 32-22 i pokalen over TMS Ringsted.

Forventning: 8. plads
Supersæson: Slutspil (top6)

7. plads (slutspil)

Navn: Mors-Thy   
                                                                      
Hjemmebane: Fjordbank Arena

Tilgange:
Søren Pedersen (Aalborg Håndbold)
Tobias Ellebæk (Stoholm Håndbold)
Jesper Meinby (Viborg HK)
Asbjørn Madsen (HC Midtjylland)
Jørgen Rasmussen (Skjern Håndbold)

Afgange:
Michael Bruun (Team Tvis Holstebro - assistenttræner)
Jon Johansson (?)
Dragan Tubic (HBW Balingen-Weilstetten)
Krsto Milosevic (HBW Balingen-Weilstetten)
Kris Olesen (?)

Holdets profil: Marcus Mørk

Jan Poulsens tropper har i mine øjne haft et stærkt transfervindue, på trods af tvivlen om hvorvidt der overhovedet var noget der hed Mors-Thy i denne sæson.

Holdet som sidste år endte på en 9. plads, og gik flot igennem nedrykningsspillet, hvor der aldrig rigtig var tvivl om, hvilken række Thyboerne skulle slå folderne ud i, i denne sæson. 
Mors-Thy har hentet sidste års lejesvend, Jørgen Rasmussen fra Skjern, på en permanent kontrakt, hvilket nok skal blive et aktiv for Mors-Thy. Jørgen Rasmussen tilføjer hurtighed, aggressivitet og styrke til holdet, og hvis han for alvor kan få styr på sin scoringsprocent, så skal han nok komme til at score sin andel af mål for Mors. 

Derudover har Mors-Thy hentet en gammel kending tilbage, i form af Målmand, Søren Rasmussen, som har været et smut i Aalborg. Der er ingen tvivl om at det bliver en forstærkning. Vigtigst af alt, så har Mors-Thy formået at holde på sidste sæsons helt store profiler, i form af Morten Balling og Marcus Mørk, som altid er garanti for en masse mål.

Mors-Thy har en rigtig stærk start-syver, og hvis profilerne kan undgå længere skader, kan jeg ikke se hvordan de ikke skal spille sig i slutspillet. Mors-Thy vil komme til at kæmpe med Skanderborg, Ribe-Esbjerg, Nordsjælland og Viborg om de sidste pladser i slutspillet, men jeg ser dem som den største favorit til at snuppe én af billetterne.

Mors-Thy har i opstarten bl.a. slået et svækket Aalborg-mandskab med 35-32. Det er dog ikke den eneste gang de to hold krydset klinger med hinanden, hvilket også har resulteret i forventede nederlag. Derudover har Thyboerne formået at spille uafgjort 2 gange med Team Tvis Holstebro, hvilket også må ses som et fingerpeg om at Mors-Thy er på rette spor.

Forventning: 7. plads
Supersæson: Slutspil (top6)

6. plads (slutspil)

Navn: Århus Håndbold           
                                               
Hjemmebane: NRGI Arena

Tilgange:
Peter Bredal (Odder Håndbold – træner)
Aqqualuk Sørensen (Odder Håndbold)
Nikolaj Pedersen (Stoholm Håndbold)
Torben Vinter (Lemvig-Thyborøn Håndbold)

Afgange:
Kim Jørgensen (Team Sydhavsøerne)
Kasper Larsen (Ribe-Esbjerg HH)
Jakob Thoustrup (Team Tvis Holstebro)
Ronnie Vilstrup (Team Sydhavsøerne)
Henrik Juul (HC Midtjylland)
Mads Kalstrup (Odder Håndbold, udlejet)

Holdets profil: Nikolaj Veje Rasmussen

Århus endte sidste sæson på en lidt skuffende 8. plads i grundspillet, som først blev sikret i sidste runde med en sejr mod KIF Kolding, mens Mors-Thy tabte til Aalborg.

Erik Veje kan ikke være tilfreds med dette transfervindue. Jeg havde håbet Århus ville forstærke sig. Det er ikke sket og tværtimod har de sluppet deres målmand, Kasper Larsen, som dannede et godt makkerpar med Tromle. Det bliver spændende og se om U-landsholdsspilleren Nikolaj Pedersen kan få et samarbejde i gang med Tromle. Derudover har Århus sagt farvel til allaround spilleren, Kim Jørgensen og Jakob Thoustrup. Især Thoustrup kunne Århus godt bruge i den kommende sæson. Jeg tror Århus kommer til at skulle kæmpe rigtig hårdt for at overhovedet at komme i slutspillet. Der er virkelig nogle hold nedefra som puster dem i nakken.

Århus er svækket markant de sidste par år og jeg er bange for at der går flere år før at de kan blande sig i toppen af dansk håndbold igen. Århus største profiler er fra mit synspunkt, træner Veje og hans søn, Nikolaj. Erik Veje er en super dygtig træner, som formår at få rigtig meget ud af sit hold og Nikolaj har fået en større og større rolle på det hold, hvor han både dækker fremme i 3-2-1’eren og er ham som sætter spillet op angrebsmæssigt. Nikolaj Veje er blandt de bedste i kontrafasen og 2. bølgen. Hvis han kan få styr på Århus etablerede angrebsspil, så vil han komme til at blive rigtig, rigtig god og det er klart opskriften på Århusiansk succes i denne sæson.

Århus sæsonstart har været udmærket, og med en storsejr mod Ajax i pokalen, har Århus gjort hvad der er forventes af en klub, som vil blande sig i toppen.

Forventning: 6. plads
Supersæson: Semifinaler

5. plads (slutspil)

Navn: Team Tvis Holstebro  
                                                  
Hjemmebane: Gråkjær Arena

Tilgange:
Klavs Bruun Jørgensen (Nordsjælland Håndbold - træner)
Michael Bruun (Mors-Thy Håndbold - træner)
Allan Damgaard (Viborg HK)
Klaus Thomsen (Lemvig-Thyborøn Håndbold)
Jakob Thoustrup (Århus Håndbold)
Magnus Bramming (Nordsjælland Håndbold)
Christian Albertsen (Egne rækker)

Afgange:
Thomas Skoglund (Hjem til Norge)
Petar Nenardic (Wisla Plock)
Søren Nørgaard (Lemvig-Thyborøn Håndbold)
Morten Nyberg (Nordsjælland Håndbold)
Mads Paulsen (Lemvig-Thyborøn Håndbold)
Joachim Erntson (Lugi)
Heino Holm Knudsen (Viborg HK)
Alexander Jakobsen (Stoholm)
Patrick Christensen (Haugalund)
Mads Traberg (Stoholm Håndbold)
Kin Sonne (Stoholm Håndbold)

Holdets profil: Patrick Wiesmach

Tvis spillede en stor sæson sidste år. Dog mener jeg det var lidt på en billig baggrund, da jeg mener Skjern og Aalborg spillede en forfærdelig sæson og det tror jeg ikke sker igen. Jeg kan ikke se Tvis blande sig helt i toppen, da jeg synes de mangler det sidste for at blande sig. Det mest spændende bliver at se hvordan Tvis kommer til at spille uden Petar Nenardic, som tidligere har stået for en stor del af Tvis angrebsspil – både positivt og negativt.

Sidste års helt store lyspunkt var uden tvivl Patrick Wiesmach, som imponerede alle med sit forudseende spil og sikre afslutninger. Jeg er ikke i tvivl om at han kommer til at score en masse mål for Tvis. Spørgsmålet er bare om det er nok. Kan Mads Christiansen få gang i sit angrebsspil, vil det selvfølgelig betyde alverden for Tvis. Derudover bliver det spændende at følge Magnus Bramming og Thoustrup, som på deres gode dage er blandt de bedste.

Tvis sæsonopstart har været blandet; 8-måls sejr mod BSV, men i den afgørende pokalkamp mod Aalborg blev de sendt hjem med et nederlag.
Alt i alt, så tror jeg Klavs Bruuns tropper bliver sorteper og kommer til at ende uden for top 4.

Forventning: 5. plads
Supersæson: Semifinaler – evt. finale

Ingen kommentarer:

Send en kommentar